Speedyneedle på Facebook
Speedyneedle - godkendt af e-handelsfonden


Krøllemyret® og Co - et maskemekanisk eventyr

Herligt maskemekanisk klenodie til at strikke strømper med fra en svunden tid. Krøllemyret® bor sammen med mig, Maria Kristiansen, i nærheden af Grenaa på Djursland, lige midt imellem Veggerslev og Dalstrup. En fascinerende antik maskine som ved hjælp af  sindrig mekanik og et håndsving nærmest tryller de dejligste bløde strømper frem.

 Af ydre har strømperne  stadigvæk det smukke udtryk af noget godt håndlavet. Noget der er lavet med hjertet. Kigger man så nærmere på strømperne vil man opdage den kvalitet og omhyggelighed, der gemmer sig i hver strømpe. Og de strammer ikke. De er syet sammen med maskesting over tæerne og virker derfor sømfri. Strømper som du køber i dag har typisk en kettlet tå, som det hedder i fagsprog og det har en fortykkelse over tæerne til følge og kan derfor gnave dér. 

Personlig er jeg dybt fascineret af de her gamle strømpestrikkemaskiner. Tænk engang al det maskemekanik der gemmer sig i sådan en lille rund strikkemaskine. Jo Krøllemyret® og hans andre strømpestrikkende kolleger kan beskæftige mig i mange timer.

Det er en stor fornøjelse at strikke strømper på sådan en maskine. Men mindst lige så stor er glæden når man har fået sådan en noget medtaget strømpestrikkemaskine i hænderne for derefter at rense og reparere den. Tænk engang: ud af en ordenlig stor bunke rustent skrammel genopstår der nærmest ved et mirakel ( og i hver tilfald med en masse knofedt) den flotteste strømpestrikkemaskine. Ja, jeg ved godt, det er ikke bare lige sådan 1, 2, 3.... og vupti! så er den sokkestrikker klar igen.

Nej. Nogen gange kan det være en krimi for ikke at sige en ren gyser at skulle få tingene tilbage til brugbar stand. Men når så det lykkes og man ser den fine strømpestrikkemaskine klar til endnu engang at strikke strømper, ja, så får jeg julelys i øjnene.

Speedyneedle - Kløvhøjvej 24, DK-8500 Grenå - Telefon: 8633 2233 / 5138 0249 - E-mail: info@speedyneedle.dk